Sidney Lee: Medierne er ligeglade med mig

Det næste brev i stakken var jeg ret spændt på.

Det var uden afsender, men skrevet på siden af en brødpose, og havde pletter af hvad der umiddelbart virkede som selvbruner. Da jeg åbnede det kunne jeg se det var fra Sidney Lee, og han skriver som følger.

Hey der Stig G

Hva`så der, man… nå nej, du kan jo ikke svare, det glemte jeg lige… fuck…

Nå, men hvor er det bare nice, at du sådan giver dig tid til at answer alle mulige menneskers troubles. Du er bare for supercool, my man.

Som du ved, lever jeg et rock’n’roll life i medierne.

Jeg elsker the spotlight…. I fucking love it, og the chicks dyrker mig for vildt.

Det er ret funny… et eller andet sted mærker jeg, at they hate my guts, men når jeg kører et bartender-gig somewhere ude i landet, så er de bare ALL over me… eller sådan har det i hvert fald været tidligere.

I dag virker det som om, at medierne disser mig for vildt. Det er fucking tuff bare at få en enkelt overskrift her eller der. Og i disse tider, hvor Fetterlein, Gustav, Amalie og Linse mv. KONSTANT rydder headlines, så er jeg left in my crib, hvor jeg gamer eller tørrer øjnene i mine gamle bandanaer, og det er sgu ved at drive mig crazy.

Sidney Lee: - Nu har jeg scoret et OK gig hos Kohberg Brød.

Sidney Lee: - Nu har jeg scoret et OK gig hos Kohberg Brød.

Nu har jeg scoret et OK gig hos Kohberg Brød, men honest… der er sgu ikke meget rock’n’roll i det.

På youtube du ved, ligger der en masse fede videoer med mig og mine performances i forskellige programmer. Dem sidder jeg tit og chiller med. Her forleden slog det mig så pludselig… jeg tænkte dammit… OFCOURSE, MAN, der skal flere videos på, det er crystalclear, man, og der skal linkes til mit website, det bliver fucking awesome.

Da jeg har en OK pumpet krop og også en del rytme, var der ikke langt til tanken om en kinky dans ville bringe the old Sidney Lee back in the spotlight for good.

Jeg fik hurtigt sat lidt gear op til at filme… sådan ca. mellem 16 og 27 kameraer i forskellige vinkler, og en masse spejle for effektens skyld, og smed så al tøjet, og smurte mig ind i selvbruner overalt… and I mean everyfuckingwhere.

Så satte jeg en skive på med AC/DC, og turned up the volume, for vildt. Jeg lod nummeret: ”What do you do for money, honey” brage ud i stuen, and felt the roc’n’roll take over my body.

Det var fucking estreme, man,  totally nice, og jeg shakede min røv for vildt, indtil jeg knaldede storetåen ind i et sofaben… MOTHER OF GOD, man… det var sgu lidt af en showstopper…

Jeg hinkede rundt og ømmede mig af helvede til, mens jeg bandede over musikken, der pludselig lød alt for høj. Jeg humpede over til anlægget, og ville skrue ned, men fik så overbalance, men holdt mig lige akkurat på fødderne, steppede sidelæns et par meter, inden jeg bragede gennem glasdøren ud til altanen, hvor naboerne fandt mig, og ringede efter en ambulance.

Sidney var cut pretty bad over det hele, som dette modelfoto forsøger at illustrere.

Sidney var cut pretty bad over det hele, som dette modelfoto forsøger at illustrere.

I ambulancen husker jeg følgende ordveksling med en fackredder kort før jeg mistede bevidstheden… jeg var cut pretty bad, og blodet sprøjtede rundt i kabinen, da jeg smilede anstrengt:

”Jeg vil bare VÆDDE med at det er et af de fucking expensive kameraer der kan livestreame superskarpt på youtube?”

Jeg lavede V-tegnet, og mærkede mine kinder gå i krampe, da jeg forsøgte at smile… men det sidste jeg hørte inden it all faded to black var:

”Lig stille… det er en hjertestarter, Sidney….”.

I dag er jeg allright igen, men alligevel tilbage ved udgangspunktet. Ingen overskrifter, og ingen publicity. Jeg er en celebrity, man… men det er som om jeg ignoreres og nogen dage bliver jeg helt i tvivl om, hvorvidt jeg eksisterer. Da jeg ikke rigtig tror på den der med at nive mig selv i armen… længere… så er jeg begyndt at pisse i bukserne i stedet for.

Det er sgu et realitycheck der ligesom takes me home hver gang, men det klør ad h til.

En hjertestarter magen til denne hjalp Sidney i ambulancen.

En hjertestarter magen til denne hjalp Sidney i ambulancen

Mine questions til dig kommer derfor her: How do I get my rock’n’rol-life tilbage eller mere spot on…. Hvordan kommer jeg tilbage i medierne?

Knuckles, my man…Rock-On 4ever

Sidney Lee

 

Kære Sidney

Tak for komplimenterne og dit ærlige og velskrevne brev.

Du spørger mig om hvordan du kan komme tilbage i medierne igen, og så giver du udtryk for tvivl om din egen eksistens, når du ikke er i medierne.

Jeg vil besvare dit spørgsmål ved at tage udgangspunkt i din eksistentielle udfordring, dvs det at du ikke tror du er til, hvis du ikke er i medierne. Da det er her svaret på dit spørgsmål ligger.

Nu ved jeg ikke om du er bekendt med begrebet Narcissisme, så lad mig kort redegøre for det først.

Narkissos var en smuk, ung græsk helt som afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser.

Narkissos var en smuk, ung græsk helt som afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser.

Narcissisme-begrebet er hentet fra den græske mytologis legende om Narkissos. Narkissos var en smuk, ung græsk helt som afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser. Som straf blev han dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede i en vandpyt. Da han var ude af stand til at fuldende sin kærlighed, visnede Narkissos væk og blev til den blomst som er opkaldt efter ham, narcissen.

Vi har alle en del af Narkissos i os, da der også ligger en vis drivkraft i det, at elske sig selv eller som minimum at holde af sig selv. Der er dog en verden til forskel på at elske sig selv og så det, at dyrke sig selv, og dermed er retter jeg nu opmærksomheden på dig.

Jeg har naturligvis bemærket dig i medierne, og jeg husker i starten at jeg tænkte, at det egentlig var temmelig sejt, at en mand, der har fået foretaget en kønsskifteoperation, på den måde står frem.

3 sekunder senere, da dit projekt kendis stod mere klart, vidste jeg, at det ville være nærmest uundgåeligt, ikke at modtage et brev fra dig med tiden.

Derfor er det vigtigt at du nu spidser øre og holde tungen lige i munden. Mine tanker omkring dig kommer nemlig hurtigt men ikke mindre klart, så hold fast…

Jeg tænker at du i teenageårene sikkert har tilbragt mange timer alene på dit værelse, hvor fantasier om hvordan du ville lægge verden for dine fødder har udspillet sig, kun afbrudt af en hyppig onani.

Jeg tænker du både har givet den som rocksanger, wrestler, karatekonge og mowiestar, og at du har udspillet fantasierne for idolplakaterne på dine vægge og et imaginært publikum, der alle hyldede dig endeløst.

Og endeligt tænker jeg det har været både trygt men også lidt irriterende, når dine forældre har kaldt dig ind til aftensmaden, og spurgt hvordan din dag var gået, og du her blot har, kunne svarer med et kort grynt, hvorefter du har spist din mad, og er løbet tilbage til dit værelse igen…uden at tage af bordet…uden at hjælpe med opvasken…men hurtigt tilbage til dit imaginær publikum.

Virkeligheden er sjældent en velkommen gæst i drømmeland.

Virkeligheden er sjældent en velkommen gæst i drømmeland. også i Sidneys.

Virkeligheden er sjældent en velkommen gæst i drømmeland. også i Sidneys.

I dag er du ikke teenager længere, men dine vaner er de samme. Du har dog bevæget dig ud i virkeligheden, og det er godt, men besværliggøres naturligvis ved at publikum ikke længere er imaginært.

Du har været lidt omkring i mediebranchen, og snuset lidt til de forskellige ting, og du bilder dig selv ind, at du har skabt en levevej som celebrity, fordi du har en speciel personlighed.

Men kære Sidney… jeg vil forsøge at sige dette så blidt som muligt.

En speciel personlighed kan ikke stå alene… med mindre personligheden er SÅ speciel at den kan kurerer sygdomme eller forhindre hungersnød… og da det ikke er tilfældet her, må du gå videre.

Du har nemlig noget der definerer dig. Folk har en holdning til dig, men desværre er ikke mange positive på den lange bane, og det er din bremseklods, men også dit udgangspunkt.

Det er min overbevisning at du skal ”on the road”, som du vil kalde det. Og det skal være med et cirkus, hvor du mellem numrene, kan få lidt frokost, inden du klæder dig om til næste nummer.

Som svar på dit spørgsmål vil jeg give dig et mantra, en sætning du kan hvile i.

Du skal lade sætningen synke ind, og ubevidst vil det påvirke dine handlinger og den opmærksomhed du vil få, vil ikke længere være flygtig. Sætningen er følgende:

Jeg er Sidney Lee, Kanonkonge, knivkaster-mål, Solbrun gøgler og Transvestit. Hvil i dette.

Der vil ikke gå længe før du befinder dig i et stort cirkustelt, hvor du vil mærke publikums kærlighed. Og da du ikke er til at slå ud…sådan for alvor, vil du med tiden høste både respekt og anerkendelse, og publikum vil stå i kø for at se dig, og du, kære Sidney, vil være i stand til at leve det liv du ønsker.

Dèt er Rock’n’Roll.

Jeg ønsker dig held og lykke i din tilværelse, hvor du vil få den mængde opmærksomhed du fortjener.

Bedste hilsener

Stig G

Kære Sidney

 

Tak for komplimenterne og dit ærlige og velskrevne brev.

 

Du spørger mig om hvordan du kan komme tilbage i medierne igen, og så giver du udtryk for tvivl om din egen eksistens, når du ikke er i medierne.

 

Jeg vil besvare dit spørgsmål ved at tage udgangspunkt i din eksistentielle udfordring, dvs det at du ikke tror du er til, hvis du ikke er i medierne. Da det er her svaret på dit spørgsmål ligger.

 

Nu ved jeg ikke om du er bekendt med begrebet Narcissisme, så lad mig kort redegøre for det først.

 

Narcissisme-begrebet er hentet fra den græske mytologis legende om Narkissos. Narkissos var en smuk, ung græsk helt som afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser. Som straf blev han dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede i en vandpyt. Da han var ude af stand til at fuldende sin kærlighed, visnede Narkissos væk og blev til den blomst som er opkaldt efter ham, narcissen.

 

Vi har alle en del af Narkissos i os, da der også ligger en vis drivkraft i det, at elske sig selv eller som minimum at holde af sig selv. Der er dog en verden til forskel på at elske sig selv og så det, at dyrke sig selv, og dermed er retter jeg nu opmærksomheden på dig.

 

Jeg har naturligvis bemærket dig i medierne, og jeg husker i starten at jeg tænkte, at det egentlig var temmelig sejt, at en mand, der har fået foretaget en kønsskifteoperation, på den måde står frem.

 

3 sekunder senere, da dit projekt kendis stod mere klart, vidste jeg, at det ville være nærmest uundgåeligt, ikke at modtage et brev fra dig med tiden.

 

Derfor er det vigtigt at du nu spidser øre og holde tungen lige i munden. Mine tanker omkring dig kommer nemlig hurtigt men ikke mindre klart, så hold fast…

 

Jeg tænker at du i teenageårene sikkert har tilbragt mange timer alene på dit værelse, hvor fantasier om hvordan du ville lægge verden for dine fødder har udspillet sig, kun afbrudt af en hyppig onani.

 

Jeg tænker du både har givet den som rocksanger, wrestler, karatekonge og mowiestar, og at du har udspillet fantasierne for idolplakaterne på dine vægge og et imaginært publikum, der alle hyldede dig endeløst.

 

Og endeligt tænker jeg det har været både trygt men også lidt irriterende, når dine forældre har kaldt dig ind til aftensmaden, og spurgt hvordan din dag var gået, og du her blot har, kunne svarer med et kort grynt, hvorefter du har spist din mad, og er løbet tilbage til dit værelse igen…uden at tage af bordet…uden at hjælpe med opvasken…men hurtigt tilbage til dit imaginær publikum.

 

Virkeligheden er sjældent en velkommen gæst i drømmeland.

 

I dag er du ikke teenager længere, men dine vaner er de samme. Du har dog bevæget dig ud i virkeligheden, og det er godt, men besværliggøres naturligvis ved at publikum ikke længere er imaginært.

 

Du har været lidt omkring i mediebranchen, og snuset lidt til de forskellige ting, og du bilder dig selv ind, at du har skabt en levevej som celebrity, fordi du har en speciel personlighed.

 

Men kære Sidney…jeg vil forsøge at sige dette så blidt som muligt.

 

En speciel personlighed kan ikke stå alene…med mindre personligheden er SÅ speciel at den kan kurerer sygdomme eller forhindre hungersnød…og da det ikke er tilfældet her, må du gå videre.

 

Du har nemlig noget der definerer dig. Folk har en holdning til dig, men desværre er ikke mange positive på den lange bane, og det er din bremseklods, men også dit udgangspunkt.

 

Det er min overbevisning at du skal ”on the road”, som du vil kalde det. Og det skal være med et cirkus, hvor du mellem numrene, kan få lidt frokost, inden du klæder dig om til næste nummer.

 

Som svar på dit spørgsmål vil jeg give dig et mantra, en sætning du kan hvile i.

 

Du skal lade sætningen synke ind, og ubevidst vil det påvirke dine handlinger og den opmærksomhed du vil få, vil ikke længere være flygtig. Sætningen er følgende:

 

Jeg er Sidney Lee, Kanonkonge, knivkaster-mål, Solbrun gøgler og Transvestit. Hvil i dette.

 

Der vil ikke gå længe før du befinder dig i et stort cirkustelt, hvor du vil mærke publikums kærlighed. Og da du ikke er til at slå ud…sådan for alvor, vil du med tiden høste både respekt og anerkendelse, og publikum vil stå i kø for at se dig, og du, kære Sidney, vil være i stand til at leve det liv du ønsker.

 

Dèt er Rock`nRoll.

 

Jeg ønsker dig held og lykke i din tilværelse, hvor du vil få den mængde opmærksomhed du fortjener.

 

Bedste hilsener

 

Stig G

 

 

Facebook: Bliv ven med AndePosten

Kort URL: http://andeposten.dk/?p=5141

Skrevet af d. 27. august 2012. Tilhører sektionerne: Kendte, Stig G's brevkasse, Topnyheder. Du kan følge kommentarer til denne artikel gennem RSS 2.0. Du kan nedenfor lave en kommentar eller trackback til denne artikel.

Skriv en kommentar

Vis andre, at du støtter AndePosten. Støt skribenterne. Og sikre dig fremtidige nyheder. Tryk "Synes godt om":


Nyhedsbrev fra AndePosten.dk

* indicates required

Søg i arkiv

Søg på dato
Søg på kategori
Søg med Google

Bliv journalist på AndePosten!

Læserne anbefaler på AndePosten.dk






Log ind | Designet af Gabfire themes